Landbruget er i en voldsom krise i øjeblikket. Tilsammen skylder de danske landmænd 350 milliarder kroner væk. Det gør de, fordi der er blevet handlet landbrugsjord til priser, som slet ikke hænger sammen med den værdi, der kan skabes på jorden i form af korn. Og fordi der er blevet investeret i stalde til husdyr, som er en underskudsforretning.
Og så har en en del landmænd leget med friværdien og spekuleret i valuta - med store tab til følge. Senest viste beregninger, at danske landmænd mindst har tabt 6 mia. kroner på at spekulere i schweizerfranc.
Den dårlige økonomi skyldes også, at kød, mælk og korn henter for få penge hjem til landmanden. For eksempel giver en liter mælk mindre i kroner og øre end for 12 år siden. Det er heldigvis ved at vende nu.
Den eneste opskrift landbruget har kendt til i mange år er, at når der skal tjenes flere penge, så skal den enkelte gård være større, og der skal investeres endnu mere. Men grænsen for de såkaldte stordriftsfordele er nået for længst.
Dårlige råd
Desværre har landbruget søgt råd hos folk, som bare har troet, at det kunne blive ved med at buldre derudaf. Landbrugets egne konsulenter, såvel som banker og kreditforeninger, har været alt for dårlige til at hjælpe landmanden med at skabe værdi. I stedet har man hjulpet ham med at bruge penge.
Det er rigtig, rigtig trist.
I Information var der for nogle uger siden et interview med et ungt landmandspar, som havde en enorm svineproduktion på adskillige gårde. De bandt penge i hver en kuperet grisehale, de sendte til slagteriet. Deres eneste ønske var at komme ud af erhvervet på en værdig måde. Altså på en måde, der gjorde, at de kunne komme videre i livet.
Men i stedet for at rase på bankerne og kreditforeningerne, som er nogle af de få, der tjener penge på landbruget i øjeblikket, så retter landmænd skytset mod miljøkravene. Både miljøministeren, fødevareministeren, landbrugets egne topfolk og selvfølgelig folk som DN, Økologisk Råd er skydeskive, når landmændene står på fallittens rand.
Igennem alle de år, hvor landbruget har været reguleret af hensyn til miljøet, dvs. siden midten af 1980’erne, har der været protester, hver gang en vandmiljøplan eller en pesticidhandlingsplan blev vedtaget. Når der blev indført grænser for, hvor mange husdyr man måtte have i staldene i forhold til den jord, der skulle spredes gødning på. Når der blev sat mål for hvor mange gange giftsprøjten måtte køre over markerne. Hver gang har det lydt, at det ville lægge gift ud for landbruget.
Mere mælk og flere grise
Men miljøkravene har ikke ligget landbruget til last. Nærmest tværtimod. Kravene har skærpet opmærksomheden på ressourceforbrug og været med til at gøre de danske landmænd til de førende på både planteavl og husdyrhold. Der er sket en kolossal stigning i den danske landbrugsproduktion, og det enkelte landbrug er bare blevet større og større. Der løber dobbelt så meget mælk gennem køernes yver som for 25 år siden. Svineproduktionen er steget fra 15 millioner svin pr. år til over 25 millioner. Og på trods af en halvering i brugen af kunstgødning og et lavere gødningsniveau pr. hektar, ligger udbytterne for korn på samme niveau som for 20 år siden. Det er alt sammen sket i en periode, hvor vi heldigvis har fået øjnene op for, hvor meget der skal ryddes op på landet.
I øjeblikket er det den såkaldte Grøn Vækst plan, som regeringen vedtog sidste år, og vand- og naturplanerne, som vi har forpligtet os internationalt til at følge, der får landmændene op i det røde felt. Især landmændene omkring Limfjorden og langs andre følsomme vandområder er i oprør. Det vil ødelægge alt, lyder det.
Men fald ned, får jeg lyst til at sige, for disse krav er sendt som manna fra himlen. De afleder nemlig opmærksomheden fra den forfærdelige økonomiske klemme, landmændene selv har sat sig i. Når landmændene nu raser mod politikerne, som i virkeligheden passer deres job og beskylder de grønne organisationer for at ville landbruget det ondt. Ja, så er opmærksomheden ledt væk for egen skyld i gælden.
Fra min egen stol her i Danmarks største grønne organisation kan jeg svare: Vi vil rigtig gerne landbruget det godt. Det skal bare ikke gå ud over miljøet, at landbruget er faldet i en skræmmende gældsfælde. I stedet for at rase mod miljøkrav burde landbruget afsøge mulighederne for at omlægge produktionen i en, på alle måder, mere bæredygtig retning.
søndag den 12. december 2010
fredag den 12. november 2010
Forbruger, kom ind i kampen for de gode madvarer!
Den på alle måder store kok Bo Jacobsen fra Restaurationen revser danskerne for at lade sig nøje med de argeste råvarer. Faktisk lægger han hele ansvaret for nedturen i de danske køkkener over på dem, der køber maden, altså os almindelige forbrugere. Vi vælger det billige og det nemme.
Det er i hvert fald hans påstand, som han understregede mange gange ved en konference om den fælles europæiske landbrugspolitik i Vejle i slutningen af oktober.
Ifølge Bo Jacobsen hælder vi så mange penge i vores huse, biler og elektroniske udstyr, at der ikke er hverken tid eller penge tilbage til at købe ordentligt ind.
Kvinderne væk fra kødgryderne
Lige siden kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 1960’erne, har vi lagt færre kræfter og penge i at spise ordentligt, og vi bruger i dag kun cirka 12 procent af vores disponible indkomst på mad og drikke. Onde tunger siger, at vi hellere vil have et flot køkken end god mad i køleskabet.
Aldi, Lidl, Netto, Fakta, Kiwi, Rema1000. Det lyder næsten ligesom de remser vi som børn lærte, når vi spillede med bold op ad muren i skolegården. Men det er de navne på discount forretningerne, som symboliserer udviklingen i danske madvaner de seneste 50 år, siger Bo Jacobsen.
Jeg giver ikke Bo Jakobsen ret i, at det udelukkende er forbrugernes ansvar at højne madkvaliteten. Politikerne skal også på banen - med nogle vilkår, som gør det nemmere for forbrugerne at vælge de gode fødevarer. Vilkår, som fremmer afsætningen og gør det nemmere for landmændene at lægge om til økologi.
Men forbrugerne har et enormt ansvar. Bliver vi ved med at købe morgenmad, der i virkeligheden skulle stå på slikhylden - eller kyllinger, der har haft et rærligt liv, så bliver der ved med at være nogle, der producerer det.
De fleste danskere vil gerne have mad, der er lavet uden brug af gift, og hvor der er taget hensyn til dyrene, ”men det er så dyrt, og vi har ikke råd. Grøntsagerne ser slatne ud. Kødet er sejt. Ungerne vil hellere ha’ pizza. Der er tit udsolgt. Og det er besværligt at finde - og sagde jeg, at det var for dyrt”?
Økologien sidder ikke i pengepungen
Der er masser af undskyldninger, men hvis vi have en landbrugsproduktion, som er holdbar på langt sigt, så er økologien det eneste sikre valg. Danskerne er verdensmestre i at købe økologi. Men det er på en lidt 'billig' førsteplads. Vi bruger kun lige godt og vel seks procent af madbudgettet på økologi, så der er rigtig god plads til at øge forbruget.
I den sammenhæng er det interessant at kigge på, hvem de økologiske forbrugere er. Er det de velbeslåede ældre nord for København, som har råd til både årgangsvin, dyre biler og økologi. Eller er det børnefamilien i Vestjylland, som bor relativt billigt og derfor har god plads i budgettet til at bruge lidt flere penge på mad?
Nej. Det viser sig, at det langt hen ad vejen er børnefamilierne i Hovedstadsområdet, der er de flittigste øko-forbrugere. Og de familier med allerstørst indkomst køber langt mindre økologi, end familier med mellemindkomster. Så for de trofaste økologiske forbrugere er det altså ikke pengene, der er afgørende.
Erfaringerne fra de institutioner, hvor køkkenet serverer økologi er også klare: Det kan sagtens lade sig gøre at holde budgettet på det samme niveau.
SÅ i stedet for den ørkesløse snak om pengepungen, bør vi se på nogle andre forhold:
Danmark er en af de mest kødglade nationer. Det gør det svært at leve økologisk og klimavenligt. Spiste vi mere grønt, årstidsbestemt - og mindre kød, ville vi rykke på både sundheden, økologien og klimaet. Hele tre ting på en gang!
Landbruget fortæller os altid, at de fremstiller de varer, forbrugerne vil købe. Og detailhandelen sætter de varer på hylderne, som de hurtigst kan få solgt. Men det er desværre ikke altid de økologiske. Hvis vi - som kritiske forbrugere - vil have økologiske planter på markerne og økologiske dyr i stalden, så skal vi blive meget bedre til at vælge de økologiske varer, når vi køber ind. Det ville også ændre på prisen – for nu alligevel at bruge det argument.
Kom ind i kampen og vis både landmænd og supermarkeder, at vi vil økologien. Det er et stort skridt på vejen. Så må vi – blandt andet på ngo-niveau – fortsætte presset for, at politikerne baner vejen. Og at landbruget selv gør en indsats.
Det er i hvert fald hans påstand, som han understregede mange gange ved en konference om den fælles europæiske landbrugspolitik i Vejle i slutningen af oktober.
Ifølge Bo Jacobsen hælder vi så mange penge i vores huse, biler og elektroniske udstyr, at der ikke er hverken tid eller penge tilbage til at købe ordentligt ind.
Kvinderne væk fra kødgryderne
Lige siden kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 1960’erne, har vi lagt færre kræfter og penge i at spise ordentligt, og vi bruger i dag kun cirka 12 procent af vores disponible indkomst på mad og drikke. Onde tunger siger, at vi hellere vil have et flot køkken end god mad i køleskabet.
Aldi, Lidl, Netto, Fakta, Kiwi, Rema1000. Det lyder næsten ligesom de remser vi som børn lærte, når vi spillede med bold op ad muren i skolegården. Men det er de navne på discount forretningerne, som symboliserer udviklingen i danske madvaner de seneste 50 år, siger Bo Jacobsen.
Jeg giver ikke Bo Jakobsen ret i, at det udelukkende er forbrugernes ansvar at højne madkvaliteten. Politikerne skal også på banen - med nogle vilkår, som gør det nemmere for forbrugerne at vælge de gode fødevarer. Vilkår, som fremmer afsætningen og gør det nemmere for landmændene at lægge om til økologi.
Men forbrugerne har et enormt ansvar. Bliver vi ved med at købe morgenmad, der i virkeligheden skulle stå på slikhylden - eller kyllinger, der har haft et rærligt liv, så bliver der ved med at være nogle, der producerer det.
De fleste danskere vil gerne have mad, der er lavet uden brug af gift, og hvor der er taget hensyn til dyrene, ”men det er så dyrt, og vi har ikke råd. Grøntsagerne ser slatne ud. Kødet er sejt. Ungerne vil hellere ha’ pizza. Der er tit udsolgt. Og det er besværligt at finde - og sagde jeg, at det var for dyrt”?
Økologien sidder ikke i pengepungen
Der er masser af undskyldninger, men hvis vi have en landbrugsproduktion, som er holdbar på langt sigt, så er økologien det eneste sikre valg. Danskerne er verdensmestre i at købe økologi. Men det er på en lidt 'billig' førsteplads. Vi bruger kun lige godt og vel seks procent af madbudgettet på økologi, så der er rigtig god plads til at øge forbruget.
I den sammenhæng er det interessant at kigge på, hvem de økologiske forbrugere er. Er det de velbeslåede ældre nord for København, som har råd til både årgangsvin, dyre biler og økologi. Eller er det børnefamilien i Vestjylland, som bor relativt billigt og derfor har god plads i budgettet til at bruge lidt flere penge på mad?
Nej. Det viser sig, at det langt hen ad vejen er børnefamilierne i Hovedstadsområdet, der er de flittigste øko-forbrugere. Og de familier med allerstørst indkomst køber langt mindre økologi, end familier med mellemindkomster. Så for de trofaste økologiske forbrugere er det altså ikke pengene, der er afgørende.
Erfaringerne fra de institutioner, hvor køkkenet serverer økologi er også klare: Det kan sagtens lade sig gøre at holde budgettet på det samme niveau.
SÅ i stedet for den ørkesløse snak om pengepungen, bør vi se på nogle andre forhold:
Danmark er en af de mest kødglade nationer. Det gør det svært at leve økologisk og klimavenligt. Spiste vi mere grønt, årstidsbestemt - og mindre kød, ville vi rykke på både sundheden, økologien og klimaet. Hele tre ting på en gang!
Landbruget fortæller os altid, at de fremstiller de varer, forbrugerne vil købe. Og detailhandelen sætter de varer på hylderne, som de hurtigst kan få solgt. Men det er desværre ikke altid de økologiske. Hvis vi - som kritiske forbrugere - vil have økologiske planter på markerne og økologiske dyr i stalden, så skal vi blive meget bedre til at vælge de økologiske varer, når vi køber ind. Det ville også ændre på prisen – for nu alligevel at bruge det argument.
Kom ind i kampen og vis både landmænd og supermarkeder, at vi vil økologien. Det er et stort skridt på vejen. Så må vi – blandt andet på ngo-niveau – fortsætte presset for, at politikerne baner vejen. Og at landbruget selv gør en indsats.
tirsdag den 12. oktober 2010
Danmark har brug for en omvendt Dalgas
Enrico Dalgas, en af stifterne af Hedeselskabet, stod i spidsen, da den danske hede i 1800-tallet skulle opdyrkes, efter Sønderjylland var blevet overtaget af tyskerne. Han er derfor blevet symbol på den effektivisering af landbruget, der er fulgt lige siden. Og som i disse år eskalerer.
Forskellen på nu og dengang er imidlertid, at vi i dag ved langt mere om de konsekvenser, det voksende landbrug har for miljø og natur.
Det er derfor tid til at vende Dalgas om – at lave en omvendt Dalgas, hvor vi tager noget af den danske landbrugsjord ud af drift. Gevinsten vil være en natur, der hænger bedre sammen og et vandmiljø, der er beskyttet mod både sprøjtegifte og næringsstoffer. Desuden vil klimabelastningen fra landbruget falde markant - og binde en masse kulstof i jorden. Og det danske landskab vil rustes bedre til at klare den ekstra nedbør og det stigende grundvand, der følger med klimaforandringerne.
Dygtige landmænd
Vi har været meget dygtige til at skabe landbrugsjord, hvor der ikke var noget. Enten ved at dyrke heden op, som oprindeligt fyldte 40 procent af Jylland, ved at dræne og tørlægge jord langs vandløb og søer - eller ved at lave store indvindingsprojekter som for eksempel Lammefjorden.
Det har givet os masser af landbrugsjord. Men det har også gjort landskab og natur fattigere. Og de senere år har vi fået øjnene op for, at den intensive brug af jorden betyder, at der bliver vasket alt for mange næringsstoffer ud i vandmiljøet, og at klimabelastningen fra landbruget er stor.
Landbrugsjorden fylder næsten to tredjedele af hele landets areal, og 93 procent af arealet bliver pløjet hvert eller hvert andet år. Det er verdensrekord i intensitet. Ingen andre lande pløjer så stor en del af deres jord hvert år. Det er selvfølgelig en god grund til. Vi har afsindig god jord i Danmark, og vi har et godt forhold mellem temperatur og nedbør. Derfor har der været bønder i Danmark i mange tusinde år.
Det tætte forhold til jorden har gjort os til et velstående land. Det er der ingen tvivl om. De danske bønder har været gode til at sætte viden om til handling, og vi har i mange år dyrket langt mere, end vi selv kunne spise. Derfor har vi kunnet eksportere fødevarer til store dele af kloden. Det er især køer og grise, landbruget tjener sine penge på - og mere end 80 procent af landbrugsarealet bliver brugt til at lave foder til dyrene.
Ikke uden omkostninger
Men det har sine omkostninger at sætte ploven i jorden i det omfang. Der sker en stor påvirkning af naturen, særligt lige når man begynder at dyrke den. Man går fra en tilstand, hvor eksisterende næringsstoffer i jorden opretholder en naturlig cyklus - til at tilføre store mængder gødning hvert år. Denne gødning bliver liggende i jorden efter høst, og overskuddet bliver udvasket og forurener vores åer og vandløb – og i sidste ende vores grundvand.
I de seneste 25 år er der kommet stadig mere fokus på landbrugets miljøproblemer. Man har indført en række regler for at dæmme op for især udvaskningen og fordampningen af kvælstof fra landbruget: Større gylletanke, bestemte tidspunkter for udbringning af gødningen, vintergrønne marker, kvælstofkvoter etc.
Alle de øvelser, der har hjulpet alt, alt for lidt, kan erstattes af en omvendt Dalgas. Den største effekt ville være at tage jord ud af drift. Man kan nøjes med 15 procent af landbrugsarealet, hvis man bare får fat i de rigtige arealer.
Forskellen på nu og dengang er imidlertid, at vi i dag ved langt mere om de konsekvenser, det voksende landbrug har for miljø og natur.
Det er derfor tid til at vende Dalgas om – at lave en omvendt Dalgas, hvor vi tager noget af den danske landbrugsjord ud af drift. Gevinsten vil være en natur, der hænger bedre sammen og et vandmiljø, der er beskyttet mod både sprøjtegifte og næringsstoffer. Desuden vil klimabelastningen fra landbruget falde markant - og binde en masse kulstof i jorden. Og det danske landskab vil rustes bedre til at klare den ekstra nedbør og det stigende grundvand, der følger med klimaforandringerne.
Dygtige landmænd
Vi har været meget dygtige til at skabe landbrugsjord, hvor der ikke var noget. Enten ved at dyrke heden op, som oprindeligt fyldte 40 procent af Jylland, ved at dræne og tørlægge jord langs vandløb og søer - eller ved at lave store indvindingsprojekter som for eksempel Lammefjorden.
Det har givet os masser af landbrugsjord. Men det har også gjort landskab og natur fattigere. Og de senere år har vi fået øjnene op for, at den intensive brug af jorden betyder, at der bliver vasket alt for mange næringsstoffer ud i vandmiljøet, og at klimabelastningen fra landbruget er stor.
Landbrugsjorden fylder næsten to tredjedele af hele landets areal, og 93 procent af arealet bliver pløjet hvert eller hvert andet år. Det er verdensrekord i intensitet. Ingen andre lande pløjer så stor en del af deres jord hvert år. Det er selvfølgelig en god grund til. Vi har afsindig god jord i Danmark, og vi har et godt forhold mellem temperatur og nedbør. Derfor har der været bønder i Danmark i mange tusinde år.
Det tætte forhold til jorden har gjort os til et velstående land. Det er der ingen tvivl om. De danske bønder har været gode til at sætte viden om til handling, og vi har i mange år dyrket langt mere, end vi selv kunne spise. Derfor har vi kunnet eksportere fødevarer til store dele af kloden. Det er især køer og grise, landbruget tjener sine penge på - og mere end 80 procent af landbrugsarealet bliver brugt til at lave foder til dyrene.
Ikke uden omkostninger
Men det har sine omkostninger at sætte ploven i jorden i det omfang. Der sker en stor påvirkning af naturen, særligt lige når man begynder at dyrke den. Man går fra en tilstand, hvor eksisterende næringsstoffer i jorden opretholder en naturlig cyklus - til at tilføre store mængder gødning hvert år. Denne gødning bliver liggende i jorden efter høst, og overskuddet bliver udvasket og forurener vores åer og vandløb – og i sidste ende vores grundvand.
I de seneste 25 år er der kommet stadig mere fokus på landbrugets miljøproblemer. Man har indført en række regler for at dæmme op for især udvaskningen og fordampningen af kvælstof fra landbruget: Større gylletanke, bestemte tidspunkter for udbringning af gødningen, vintergrønne marker, kvælstofkvoter etc.
Alle de øvelser, der har hjulpet alt, alt for lidt, kan erstattes af en omvendt Dalgas. Den største effekt ville være at tage jord ud af drift. Man kan nøjes med 15 procent af landbrugsarealet, hvis man bare får fat i de rigtige arealer.
onsdag den 22. september 2010
Hvorfor er de ikke alle sammen økologer?
Hvorfor er der ikke flere landmænd, der vil lægge om til økologi? Det går jo så godt med at sælge de økologiske varer i butikkerne. Hvorfor siger halvdelen af de danske landmænd, at de end ikke overvejer at blive økologer? Det har jo vist sig, at økologerne tjener mere.
Kunne det have noget at gøre med, at det danske landbrug generelt stadig ser på deres økologiske landmandskolleger som nogen, der ikke er med i klubben af rigtige landmænd? Jeg vover den påstand, at det handler om følelser frem for rationelle argumenter, når landmænd siger nej til økologi. Og hvad kan man gøre ved det? Vejen frem er jo mere økologi. Regeringen har selv sagt, at det økologiske areal skal være dobbelt så stort i 2020.
Danmark er verdensmester i økologi. Vi er - sammen med Schweiz - det land, hvor hver enkelt borger bruger flest penge på økologisk mad. Vi er suverænt de største, når det gælder mælk - næsten 30 procent af drikkemælken, der bliver solgt i Danmark, er økologisk.
På trods af finanskrisen vokser økologien stadig. Flere og flere kommer det røde Ø i kurven, og valgmulighederne på de økologiske hylder vokser. Selv discount-butikkerne gør en dyd ud af at sælge økologi. Nettos slogan om, at ”alle skal ha’ råd til økologi”, siger alt om, at økologien er blevet en del af danskernes hverdag. I hvert fald for os, der bor i byerne.
Men den økologiske vækst sker mest med importerede varer i øjeblikket. Det er ikke som sådan et problem, men på et tidspunkt kan vi ikke importere os til mere vækst. Og vi er nødt til selv at kunne producere alt økologisk korn, kød, frugt (undtagen sydfrugter) og grønt i Danmark. Især af hensyn til naturen.
Landmændenes fordomme skabes på skolerne
Så er vi tilbage til landmændenes følelser for økologi. Vi er nødt til at finde ud af, hvorfor landmændene skræmmes, hvis vi skal have flere til at lægge om. Jeg vover endnu en påstand: Det har noget med deres uddannelse at gøre.
Der er flere problemer med de nuværende landmandsuddannelser. For det første er der for lidt undervisning i det, som er nødvendigt at vide, hvis man skal være økolog. For det andet er landbrugsuddannelserne blevet så specialiserede, at det er svært at uddanne sig til en landmand, der kan håndtere store arealer, hvor korn og græs skal dyrkes og samtidig være god til at passe og fodre dyrene. De fleste bliver gode til enten planter eller dyr, men økologerne har brug for at kunne det hele. De færreste økologer kan nøjes med enten at passe dyrene eller at dyrke jorden. For mens de konventionelle landmænd får det meste af foderet leveret ved døren, er økologerne nødt til at dyrke det meste selv.
Det tredje problem er noget mere omsiggribende. Det er nemlig det, der handler om landmændenes følelser - og de helt store fordomme over for økologien, der florerer blandt landmændene og i høj grad også på landbrugsskolerne. ”Hellere bøsse end økolog”, bliver der sagt. Uofficielt naturligvis. Men udtrykker i al sin tydelighed, hvad man har besluttet at mene om økologerne. Rigtige mandfolk frasiger sig ikke sprøjtemidler og store mængder gylle.
Landbrug og Fødevarer - den danske landbrugsorganisation - spurgte for et par år siden sine medlemmer, om de kunne tænke sig at blive økologer. 50 procent sagde, at det kunne de ikke drømme om - på trods af, at økologerne i de sidste 10 år har haft en bedre økonomi end de konventionelle.
Der er ingen grund til fordommene, og det er på tide, at landbrugsskolerne og landbrugets egen organisation begynder at invitere deres økologiske kolleger ind i varmen. Selv regeringen har nu indset, at økologisk produktion er vejen frem. Hvornår mander skolerne og organisationen sig op - og følger med, kunne man passende spørge.
Kunne det have noget at gøre med, at det danske landbrug generelt stadig ser på deres økologiske landmandskolleger som nogen, der ikke er med i klubben af rigtige landmænd? Jeg vover den påstand, at det handler om følelser frem for rationelle argumenter, når landmænd siger nej til økologi. Og hvad kan man gøre ved det? Vejen frem er jo mere økologi. Regeringen har selv sagt, at det økologiske areal skal være dobbelt så stort i 2020.
Danmark er verdensmester i økologi. Vi er - sammen med Schweiz - det land, hvor hver enkelt borger bruger flest penge på økologisk mad. Vi er suverænt de største, når det gælder mælk - næsten 30 procent af drikkemælken, der bliver solgt i Danmark, er økologisk.
På trods af finanskrisen vokser økologien stadig. Flere og flere kommer det røde Ø i kurven, og valgmulighederne på de økologiske hylder vokser. Selv discount-butikkerne gør en dyd ud af at sælge økologi. Nettos slogan om, at ”alle skal ha’ råd til økologi”, siger alt om, at økologien er blevet en del af danskernes hverdag. I hvert fald for os, der bor i byerne.
Men den økologiske vækst sker mest med importerede varer i øjeblikket. Det er ikke som sådan et problem, men på et tidspunkt kan vi ikke importere os til mere vækst. Og vi er nødt til selv at kunne producere alt økologisk korn, kød, frugt (undtagen sydfrugter) og grønt i Danmark. Især af hensyn til naturen.
Landmændenes fordomme skabes på skolerne
Så er vi tilbage til landmændenes følelser for økologi. Vi er nødt til at finde ud af, hvorfor landmændene skræmmes, hvis vi skal have flere til at lægge om. Jeg vover endnu en påstand: Det har noget med deres uddannelse at gøre.
Der er flere problemer med de nuværende landmandsuddannelser. For det første er der for lidt undervisning i det, som er nødvendigt at vide, hvis man skal være økolog. For det andet er landbrugsuddannelserne blevet så specialiserede, at det er svært at uddanne sig til en landmand, der kan håndtere store arealer, hvor korn og græs skal dyrkes og samtidig være god til at passe og fodre dyrene. De fleste bliver gode til enten planter eller dyr, men økologerne har brug for at kunne det hele. De færreste økologer kan nøjes med enten at passe dyrene eller at dyrke jorden. For mens de konventionelle landmænd får det meste af foderet leveret ved døren, er økologerne nødt til at dyrke det meste selv.
Det tredje problem er noget mere omsiggribende. Det er nemlig det, der handler om landmændenes følelser - og de helt store fordomme over for økologien, der florerer blandt landmændene og i høj grad også på landbrugsskolerne. ”Hellere bøsse end økolog”, bliver der sagt. Uofficielt naturligvis. Men udtrykker i al sin tydelighed, hvad man har besluttet at mene om økologerne. Rigtige mandfolk frasiger sig ikke sprøjtemidler og store mængder gylle.
Landbrug og Fødevarer - den danske landbrugsorganisation - spurgte for et par år siden sine medlemmer, om de kunne tænke sig at blive økologer. 50 procent sagde, at det kunne de ikke drømme om - på trods af, at økologerne i de sidste 10 år har haft en bedre økonomi end de konventionelle.
Der er ingen grund til fordommene, og det er på tide, at landbrugsskolerne og landbrugets egen organisation begynder at invitere deres økologiske kolleger ind i varmen. Selv regeringen har nu indset, at økologisk produktion er vejen frem. Hvornår mander skolerne og organisationen sig op - og følger med, kunne man passende spørge.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
