Forbruger, kom ind i kampen for de gode madvarer!

Den på alle måder store kok Bo Jacobsen fra Restaurationen revser danskerne for at lade sig nøje med de argeste råvarer. Faktisk lægger han hele ansvaret for nedturen i de danske køkkener over på dem, der køber maden, altså os almindelige forbrugere. Vi vælger det billige og det nemme.

Det er i hvert fald hans påstand, som han understregede mange gange ved en konference om den fælles europæiske landbrugspolitik i Vejle i slutningen af oktober.
Ifølge Bo Jacobsen hælder vi så mange penge i vores huse, biler og elektroniske udstyr, at der ikke er hverken tid eller penge tilbage til at købe ordentligt ind.

Kvinderne væk fra kødgryderne
Lige siden kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 1960’erne, har vi lagt færre kræfter og penge i at spise ordentligt, og vi bruger i dag kun cirka 12 procent af vores disponible indkomst på mad og drikke. Onde tunger siger, at vi hellere vil have et flot køkken end god mad i køleskabet.

Aldi, Lidl, Netto, Fakta, Kiwi, Rema1000. Det lyder næsten ligesom de remser vi som børn lærte, når vi spillede med bold op ad muren i skolegården. Men det er de navne på discount forretningerne, som symboliserer udviklingen i danske madvaner de seneste 50 år, siger Bo Jacobsen.

Jeg giver ikke Bo Jakobsen ret i, at det udelukkende er forbrugernes ansvar at højne madkvaliteten. Politikerne skal også på banen - med nogle vilkår, som gør det nemmere for forbrugerne at vælge de gode fødevarer. Vilkår, som fremmer afsætningen og gør det nemmere for landmændene at lægge om til økologi.

Men forbrugerne har et enormt ansvar. Bliver vi ved med at købe morgenmad, der i virkeligheden skulle stå på slikhylden - eller kyllinger, der har haft et rærligt liv, så bliver der ved med at være nogle, der producerer det.

De fleste danskere vil gerne have mad, der er lavet uden brug af gift, og hvor der er taget hensyn til dyrene, ”men det er så dyrt, og vi har ikke råd. Grøntsagerne ser slatne ud. Kødet er sejt. Ungerne vil hellere ha’ pizza. Der er tit udsolgt. Og det er besværligt at finde - og sagde jeg, at det var for dyrt”?

Økologien sidder ikke i pengepungen
Der er masser af undskyldninger, men hvis vi have en landbrugsproduktion, som er holdbar på langt sigt, så er økologien det eneste sikre valg. Danskerne er verdensmestre i at købe økologi. Men det er på en lidt 'billig' førsteplads. Vi bruger kun lige godt og vel seks procent af madbudgettet på økologi, så der er rigtig god plads til at øge forbruget.

I den sammenhæng er det interessant at kigge på, hvem de økologiske forbrugere er. Er det de velbeslåede ældre nord for København, som har råd til både årgangsvin, dyre biler og økologi. Eller er det børnefamilien i Vestjylland, som bor relativt billigt og derfor har god plads i budgettet til at bruge lidt flere penge på mad?

Nej. Det viser sig, at det langt hen ad vejen er børnefamilierne i Hovedstadsområdet, der er de flittigste øko-forbrugere. Og de familier med allerstørst indkomst køber langt mindre økologi, end familier med mellemindkomster. Så for de trofaste økologiske forbrugere er det altså ikke pengene, der er afgørende.

Erfaringerne fra de institutioner, hvor køkkenet serverer økologi er også klare: Det kan sagtens lade sig gøre at holde budgettet på det samme niveau.

SÅ i stedet for den ørkesløse snak om pengepungen, bør vi se på nogle andre forhold:

Danmark er en af de mest kødglade nationer. Det gør det svært at leve økologisk og klimavenligt. Spiste vi mere grønt, årstidsbestemt - og mindre kød, ville vi rykke på både sundheden, økologien og klimaet. Hele tre ting på en gang!

Landbruget fortæller os altid, at de fremstiller de varer, forbrugerne vil købe. Og detailhandelen sætter de varer på hylderne, som de hurtigst kan få solgt. Men det er desværre ikke altid de økologiske. Hvis vi - som kritiske forbrugere - vil have økologiske planter på markerne og økologiske dyr i stalden, så skal vi blive meget bedre til at vælge de økologiske varer, når vi køber ind. Det ville også ændre på prisen – for nu alligevel at bruge det argument.

Kom ind i kampen og vis både landmænd og supermarkeder, at vi vil økologien. Det er et stort skridt på vejen. Så må vi – blandt andet på ngo-niveau – fortsætte presset for, at politikerne baner vejen. Og at landbruget selv gør en indsats.