Tillykke med randzonerne

Af Henning Mørk Jørgensen, vandpolitisk medarbejder og Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening

Første september træder loven om randzoner i kraft. Det er en nødvendig  lov, så tak til den nuværende såvel som den tidligere regering for at vedtage den. Og tak for at den faktisk nu også gennemføres. Det sker nemlig på ryggen af årtiers tilløb, hvor alle har erkendt behovet, men ingen turde gennemføre de nødvendige miljøforanstaltninger.

Randzoner nævnes første gang i forbindelse med Pesticidhandlingsplan I fra 1987, det skete der dog intet ved. I forhandlingerne om Vandmiljøplan II kom randzonerne på bordet, som det Columbusæg, der skulle opfylde målene vedrørende kvælstofudvaskning. Martin Merrild, som på det tidspunkt var bestyrelsesmedlem i Landboforeningerne, foreslog, at man udlagde 50.000 ha bræmmer eller randzoner langs vandløbene. Forslaget blev dog hurtigt taget af bordet igen, fordi de landmænd med vandløb på deres marker trak i håndbremsen. 

Allerede på det tidspunkt blev det klart, at et målrettet (og effektivt) virkemiddel var svært at sælge i landbrugets eget bagland, fordi det rammer uensartet. Randzonerne dukker op igen i Pesticidhandlingsplan II fra 2000, hvor de skulle udlægges i to tempi med først 20.000 hektar randzoner med udgangen af 2002 og senere 30.000 hektarer. Det skete der heller noget ved. Og sådan triller årene af sted. Det eneste, der står fast er, at videnskaben efterlyser dem i forhold til at få natur og miljø på fode, mens der da også er bred konsensus om, at randzoner er et godt virkemiddel til at opnå dette.

I 2004 slog daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V) i forbindelse med Vandmiljøplan III fast, at nu skal der ved frivillig omlægning af brakken etableres 50.000 hektar randzoner langs vandløb og søer for at nedbringe landbrugets udledning af kvælstof og fosfor.

Her fik landbruget mulighed for helt frivilligt at gå i gang med arbejdet og præge det. Men det skete ikke. Ved midtvejsevalueringen i 2008 var der kun udlagt 700 ha randzoner. Den siddende Venstreregering og støttepartiet Dansk Folkeparti greb ind og gjorde med Grøn Vækst fra 2009 og randzonelovens vedtagelse i 2011 randzonerne obligatoriske.

De 50.000 ha randzoner skal sammen med blandt andet omsættelige kvælstofkvoter nedbringe kvælstofforureningen og fosfor fra landbruget. Ifølge Grøn Vækst skal de sprøjte-, gødnings- og dyrkningsfrie zoner ”være etableret med udgangen af 2012,” og give ”mere og bedre tilgængelig natur.” Med andre ord – er den nu lovgivne adgang til randzonerne er ingen ny opfindelse og blot en kopi af den almindelige tilladte færdsel på udyrkede arealer..

På den facon er der ikke meget nyt over arbejdet med randzonerne, og alle involverede har haft rig lejlighed over årene til at spille positivt med. Nu er randzonerne et faktum og de giver både landmænd såvel som skatteydere god valuta for deres investering.

Landmændene fordi, de får kompensation for ikke at forurene. Skatteyderne fordi, de får et bedre miljø for de penge, de betaler landmændene.

Er randzonerne så valgt intelligent? En mere fleksibel randzone – hele ådalen, hvor det giver mening, færre meter hvor det er bedst – er biologisk set at foretrække, men et fast mål på 10 meter er en god begyndelse og giver de ønskede reduktioner i næringsstof og pesticidbelastninger. Nu skal  vi selvfølgelig monitere randzonerne løbende og rette ind, så vi sikrer borgerne får mest mulig miljø og natur for pengene på den lange bane.

Så alt i alt – en  nødvendig lov – langt om længe.

Spørg ikke, hvad din kommune kan gøre for dig...

I foråret 2011 vedtog Lejres byråd enstemmigt, at Lejre skulle være landets første økologiske kommune. Det gjorde de af hensyn til miljøet og naturen i kommunen og af hensyn til borgernes sundhed, og så selvfølgelig for at skille Lejre ud fra andre kommuner. ”Økologien kan blive for Lejre, hvad energien har været for Samsø,” sagde erhvervschefen for Roskilde og Lejre Kommune, da Lejre sprang ud med sine planer.

Begrebet økologisk kommune dækker over, at Lejre vil fremme økologien ud i alle kommunens kroge: Landbrugsarealerne, de offentlige måltider, de private haver, kommunens egne arealer, kirkens jorder, skolerne, de private forbrugere, lokal afsætning og forarbejdning, turisme og dokumentation af, hvad økologien betyder for drikkevandet og for naturværdierne.

Danmarks Naturfredningsforening har en central rolle i at omstille Lejre kommune til økologisk kommune. Det har vi, fordi vi mener, at økologien er en af vejene til at vende tilbagegangen i biodiversiteten og sikre vores rene drikkevand.  Og fordi  vi gerne vil være med til at afdække, hvilke barrierer der gør det vanskeligt at lægge om til økologi. Samtidig vil vi gerne udforske, hvor langt en kommune kan nå i retning af 100 procent økologi, hvis man sætter målrettet ind over hele linjen – og inddrager både borgere og erhvervsliv.

Ingen økologi uden borgerne
Alle ved, at kommunerne er ekstremt presset økonomisk i disse år. Den almindelige drift sluger hele budgettet, og finansministeren ser  uafladeligt kommunerne i kortene. Derfor kan en beslutning som den, Lejre Kommune har truffet, aldrig realiseres af kommunen alene – borgerne selv skal på banen. Og det kan de heldigvis komme på mange måder – og i mange tilfælde med få midler.

I Lejre er der allerede opstået to initiativer, som er baseret på frivillighed og medborgerskab. Mere end 50 borgere stiftede for nylig Lejres økologiske fødevarefællesskab (LØFF), der betyder at Lejre-borgere  hver uge kan hente en stor pose friske økologiske og lokalt producerede grøntsager  for 100 kroner. Motoren i foreningen er en række brogerdrevne arbejdsgrupper.

Et andet borgerinitiativ er et nystiftet havenetværk.  Her er målet, at lade sprøjtegiften ligge – og drive haven så økologisk som muligt. Haveejere i Lejre kan med dette initiativ se frem til kurser og rådgivning i sprøjtefri havedrift. 

Begge projekter er med til at bringe Lejre i retning af mere økologi – for små penge. Og samtidig er de med til at skabe nye lokale fællesskaber.  

Pointen er, at en kommune kan udstikke rammer, men det er os borgere, der skal fylde dem ud og gribe mulighederne. Det gælder, hvad end det handler om økologi, affaldshåndtering, energi eller transport. Og det gælder, hvad end du bor i Danmarks første økologiske kommune – eller i en af landets øvrige 97 kommuner. Hvorfor ikke være med til at starte en fælleskørsel for pendlere, et vindmøllelaug, et høsletlaug? Eller en affalds- og komposthåndtering, hvor byens grønne affald bliver genanvendt som flis og kompost? Mulighederne er uendelige.  Spørg ikke, hvad din kommune kan gøre for dig – men hvad du kan gøre i din kommune. Det kunne være det nye valgsprog.