Lad os tage landbrugsdiskussionen ud fra fakta

”Dansk korn er blevet så elendigt, at man ikke længere kan bage brød, brygge øl eller fodre svin med det. Proteinindholdet er for lavt og det skyldes, at danske landmænd ikke må bruge den mængde kvælstof, som planterne har brug for”.

Det er den historie Landbrug og Fødevarer, Bæredygtigt Landbrug, VKO og Liberal Alliance, hver på deres måde har bragt til torvs. Ifølge landmændene og de politiske partier er de danske miljøregler alt for, og unødvendigt, skrappe. Der skal noget mere kvælstof ud på markerne, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Man kan faktisk få det indtryk, at alle landbrugets problemer, inklusive den enorme gæld, skyldes de skrappe miljøregler. Og at alt ville blive lysegrønt igen, hvis bare de danske landmænd kunne få de samme regler at dyrke efter som vores naboer.

Tonen er blevet så skinger, at landbrugets hovedorganisation, Landbrug og Fødevarer, beskyldes af sine egne medlemmer for at være alt for blødsøden over for politikerne. Ifølge disse medlemmer er selv det at sætte sig ned og forhandle om miljøregler forræderi.

Gæld til halsen 
Det er bekvemt at skyde skylden for landbrugets problemer over på miljøreglerne. Mange landmænd står i gæld til halsen og risikerer at gå konkurs. Det er rigtig trist for dem og for deres familier. Det har bare ikke noget med miljøreglerne at gøre.

 Landbrugets rigtig store problem er gælden, som er fem– seks gange større end den årlige produktion. Når et relativt stort marked som det russiske lukker fra den ene dag til den anden kan det mærkes, når det hele i forvejen vakler. Der skal stilles skrappe miljøkrav til landbruget i Danmark.

Vi er Europas mest intensivt opdyrkede land, og på verdensplan indtager vi anden pladsen. 57 procent af Danmark bliver hvert år pløjet og gødet, og på de konventionelle marker bliver der også sprøjtet. Det betyder et stort pres på både natur og miljø. Vi dyrker også jord, der slet ikke egner sig til landbrugsproduktion, f.eks. langs vandløb.

Det er rigtigt, at proteinindholdet i korn er lavere nu end for 25 år siden. Det skyldes blandt andet miljøkravene. Men dansk korn er af høj kvalitet. Man kan bage brød og brygge øl af det. Det påviste Danmarks Radios program Detektor i sidste uge. Lars Løkke og Kristian Jensen fra Venstre var også blevet fanget ind af fortællingen om det dårlige korn og havde sammen med K og O lagt en række forslag frem, som skulle øge landbrugsproduktionen. Det blev heldigvis tilbagevist af bryggerier og bagerier.

Et argument, der også har bidt sig fast er, at kornet ikke egner sig til grisefoder, og at Danmark derfor må importere soja fra Latin Amerika. Det er ikke korrekt. Soja er en bælgplante, og proteiner i bælgplanter er anderledes end i korn. Derfor har det intet på sig, at de nuværende miljøregler har noget med foderimporten at gøre. Det er utroligt, at den historie har fået lov at leve så længe.

Hvis landmændene ønsker at bruge noget mere kvælstof til deres afgrøder, findes der en meget enkel opskrift. De skal bare dyrke noget mindre jord og prioritere de arealer, der er bedst til at dyrke afgrøder på. Der findes ikke for lidt gødning, men for store arealer.

Med Detektor-programmet i baghovedet håber jeg, at debatten om landbrugets produktionsforhold nu kan finde tilbage på et spor, hvor vi diskuterer fakta og ikke holdninger. Det er helt OK at ønske sig nogle mere lempelige miljøkrav, men lad os holde os til fakta, når vi debatterer.

De danske grise er ikke syge

– de bliver bare behandlet forkert.

Mere end tre fjerdedele af de danske slagtesvin er ramt af MRSA CC398. Det er en bakterie, som er resistent over for stort set alle antibiotika. Nu er denne bakterie også begyndt at ramme mennesker.

I dag, den 20. august, kunne man i morgenradioen høre følgende: ”I juli måned fik 105 danskere at vide, at de er smittet med den svinebakterie, der indtil videre har kostet fem personer livet herhjemme.” Det er det højeste antal på en måned i Danmark. Og professor Hans Jørgen Kolmos fra Odense Universitetshospital kalder det en regulær epidemi, som er ude af kontrol.

Antibiotikaforbruget i dansk svineproduktion er højt. Også selvom man i flere omgange har forsøgt at sætte det ned. Fødevareministeriet og de danske svineproducenter har bl.a. lavet en såkaldt Gul Kort ordning, som betyder, at en landmand ligefrem kan blive pålagt at nedsætte forbruget af antibiotika.

Alle kan blive enige om, at syge dyr skal behandles. Problemet er bare, at langt den største del af forbruget af antibiotika til svin ikke har noget som helst med syge dyr at gøre.

Smågrise tages fra deres mor
Det største forbrug af antibiotika opstår, fordi konventionelle landmænd tager smågrisene fra deres mor, når de er tre uger gamle. Så bliver de sat på fast foder, selvom deres maver slet ikke kan tåle det. For at undgå, at de bliver syge eller dør af den diarre, som er en naturlig følge af den alt for tidlige fravænning, får de antibiotika.

Til sammenligning tager de økologiske svineproducenter først smågrisene fra soen, når de er 7 uger gamle. Det betyder, at grisene kan æde almindeligt foder uden at få problemer med maven. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er grisene fra seks ugers alderen bedre rustet til fravænningen, fordi deres immunsystem og mavetarmkanel har nået at udvikle sig til at optage foder i stedet for somælk.

I den konventionelle svineproduktion bruger man 13 gange så meget antibiotika som den økologiske i forbindelse med fravænning. Hvis antibiotikaforbruget virkelig skal bankes ned, så er det altså her, man skal sætte ind. Altså senere fravænning, så smågrisene naturligt kan tåle at gå fra somælk til fast føde.

Formanden for de danske svineproducenter, Henrik Mortensen, var også i radioen her til morgen. Han var naturligvis ked af, at problemet har vokset sig så stort. Men hans argument for stadig at bruge så meget antibiotika var, at ”vi bliver jo nødt til at behandle syge dyr”. Grisene er bare ikke syge. Det er selve produktionssystemet, der er sygt.

Danmarks Naturfredningsforening peger derfor på den mest naturlige og åbenlyse løsning på MRSA problemet: Vent med at tage smågrisene væk fra deres naturlige kost til de er 7 uger gamle. Mindst!

Økologi er en udviklingsstrategi

Økologien er en kæmpesucces i Danmark i forhold til andre lande. Det er der mange gode grunde til. Men skal vi videre mod en fordobling af økologiarealet, som er regeringens ambition (og gerne meget længere end det), så skal to ting laves grundlæggende om: 

1.     Økologien skal ikke længere kun være en sag for Fødevareministeriet

2.     Markedet skal ikke være den eneste drivkraft.

Økologi kan bidrage til andet og mere end fødevareproduktion. Den økologiske driftsform er den eneste, der på en gang både ekstensiverer (ingen kemi og flere forskellige afgrøder) og intensiverer med viden og håndværk. 

Landbrugets modstand mod miljøregulering har sin rod i, at det føles som restriktioner på produktionen og dermed indtjeningen. Økologerne, derimod, har gjort miljøkrav til en styrke: Ved at dyrke jorden mere skånsomt får man et brand, der kan markedsføres til en merpris.

Verdens største øko-forbrug

Danmark er helt i front, når det gælder økologi. Vi har verdens største økologiske forbrug per indbygger. Det har kunnet lade sig gøre gennem de seneste 25 år – siden det røde Ø blev indført, fordi erhvervet og staten har samarbejdet. Erhvervet har gjort det, de er gode til: Produktion, produktudvikling, implementering af ny viden. Staten har gjort det, den er god til: Regler, kontrol, administration. Det har givet økologien en hel enestående position i den danske befolkning. Ø-mærket er kendt og respekteret.

Men nu er det på tide, at Staten udvider sit engagement i økologien.  For hvorfor er det kun Fødevareministeriet, der har været involveret i udvikling af økologien. Hvor er Miljøministeriet, når det gælder økologiens rolle i at få reduceret landbrugets forbrug af sprøjtegift, i beskyttelsen af drikkevandet og naturen? Hvor er Klima- og Energiministeriet, når det gælder det uudnyttede potentiale, der ligger i økologiens evne til at bidrage til reduktion af klimabelastningen? Hvor er Erhvervs- og Vækstministeriet, når det gælder økologiens bidrag til at skabe vækst, eksport og arbejdspladser? Hvor er Sundhedsministeriet, når det gælder om at undersøge og understøtte sammenhængen mellem ordentlig mad og god folkesundhed? Hvor er Undervisningsministeriet, når det gælder at skabe nogle ordentlige uddannelser på landbrugsskolerne, så eleverne ikke bare lærer mere af det samme, men også får et kvalificeret bud på en driftsform med fremtiden for sig? Og så videre.

Mange politikere, organisationer og topfolk i Landbrug og Fødevarer ser økologien, som en lille kuriøs niche, der ikke kan klare sig selv. Men økologien er tværtimod en udviklingsstrategi for hele det danske landbrug og for mange aspekter af det danske samfund:

Spørg ikke, hvad vi skal gøre for økologien, men hvad økologien kan gøre for os?