Der er et Ø-ndigt land

Det er 25 år siden, det røde Ø for første gang blev brugt på økologiske varer. Økologien og det røde Ø er i de mellemliggende år blevet folkeeje. 98 procent af danskerne kender mærket, og 80 procent har tillid til det.

Det er et enestående eksempel på samarbejde mellem det private – landmændene og virksomhederne, som producerer og forarbejder de økologiske fødevarer – og staten, som står for kontrol og godkendelse.

De fleste andre lande har også deres økologimærker. Men det danske Ø adskiller sig ved, at det er et statsligt mærke. Før 1990, hvor Ø-mærket kom, havde vi også økologiske varer i Danmark, der blev certificeret. Det skete efter Landsforeningens Økologisk Jordbrug (som det hed dengang) og Biodynamisk forenings regler. Og der var da også en del modstand fra organisationerne mod, at staten skulle til at bestemme, hvad der var økologisk. Men det har vist sig at være en af de bedste ideer til at fremme økologien.

Ø-et er en fordel for Danmark 
Det giver Danmark et kæmpeforspring på økologifronten, at det er staten og dermed et gennemskueligt system, der står for kontrol og certificering. Danmark ligger nr. 1 på listen over lande, der er mindst korrupte, så der er stor tillid til det offentlige i Danmark, både her og i udlandet.

Samtidig sparer det kræfter, når man fordeler arbejdet imellem sig på den måde. Økologisk Landsforening og Landbrug og Fødevarer er bedst til at hjælpe med at producere og forarbejde fødevarerne. Deres force er det praktiske. Staten derimod er dygtig til at lave effektive kontrolsystemer og til at administrere dem.

I andre lande – for eksempel Sverige – har man brugt mange kræfter på at få certificeringen og kontrollen op at køre i de private organisationer. Og administrativt bøvl har skygget for udviklingen af økologien.

Oveni hatten er der også meget større risiko for nepotisme og vennetjenester, når et kontrolsystem opbygges i en relativ snæver kreds af mennesker. Det bliver heldigvis næsten altid opdaget, når der svindles med økologien. Men det giver alligevel Danmark et forspring på troværdighedsskalaen og det røde Ø – eller i hvert fald signalet om, at det er økologiske varer fra Danmark – har gjort det muligt for danske landmænd og firmaer at eksportere økologi til Kina.

Politisk opbakning 
Og for de danske forbrugere er Ø-mærket den lige vej til et bæredygtigt forbrug. Med sin krone i det røde ø signalerer det lige præcis den statslige opbakning i en uhøjtidelig form. Og så er det så nemt at få øje på for alle os, der gerne vil handle økologisk og bæredygtigt. Der er stadig fuld opbakning til økologien og det røde Ø hele vejen over det politiske spektrum.

Den tidligere borgerlige regering lagde op til en fordobling af det økologiske areal, og den nuværende regering har fulgt op med samme ambitionsniveau og lagt en omlægning af de offentlige kantiner og de offentlige landbrugsarealer oveni. Skulle ønske mig lidt mere fra politisk side, så er det selvfølgelig, at planerne ikke bare forbliver planer, men at der skabes vilkår, der gør, at flere landmænd faktisk lægger om.

Vi skal stå vagt om Ø-mærket og de strukturer, der bærer det. Det er værdifuldt for Danmark, for landmændene, for naturen og miljøet og for os, der ønsker at lave mad af de bedste råvarer.

Lad os tage landbrugsdiskussionen ud fra fakta

”Dansk korn er blevet så elendigt, at man ikke længere kan bage brød, brygge øl eller fodre svin med det. Proteinindholdet er for lavt og det skyldes, at danske landmænd ikke må bruge den mængde kvælstof, som planterne har brug for”.

Det er den historie Landbrug og Fødevarer, Bæredygtigt Landbrug, VKO og Liberal Alliance, hver på deres måde har bragt til torvs. Ifølge landmændene og de politiske partier er de danske miljøregler alt for, og unødvendigt, skrappe. Der skal noget mere kvælstof ud på markerne, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Man kan faktisk få det indtryk, at alle landbrugets problemer, inklusive den enorme gæld, skyldes de skrappe miljøregler. Og at alt ville blive lysegrønt igen, hvis bare de danske landmænd kunne få de samme regler at dyrke efter som vores naboer.

Tonen er blevet så skinger, at landbrugets hovedorganisation, Landbrug og Fødevarer, beskyldes af sine egne medlemmer for at være alt for blødsøden over for politikerne. Ifølge disse medlemmer er selv det at sætte sig ned og forhandle om miljøregler forræderi.

Gæld til halsen 
Det er bekvemt at skyde skylden for landbrugets problemer over på miljøreglerne. Mange landmænd står i gæld til halsen og risikerer at gå konkurs. Det er rigtig trist for dem og for deres familier. Det har bare ikke noget med miljøreglerne at gøre.

 Landbrugets rigtig store problem er gælden, som er fem– seks gange større end den årlige produktion. Når et relativt stort marked som det russiske lukker fra den ene dag til den anden kan det mærkes, når det hele i forvejen vakler. Der skal stilles skrappe miljøkrav til landbruget i Danmark.

Vi er Europas mest intensivt opdyrkede land, og på verdensplan indtager vi anden pladsen. 57 procent af Danmark bliver hvert år pløjet og gødet, og på de konventionelle marker bliver der også sprøjtet. Det betyder et stort pres på både natur og miljø. Vi dyrker også jord, der slet ikke egner sig til landbrugsproduktion, f.eks. langs vandløb.

Det er rigtigt, at proteinindholdet i korn er lavere nu end for 25 år siden. Det skyldes blandt andet miljøkravene. Men dansk korn er af høj kvalitet. Man kan bage brød og brygge øl af det. Det påviste Danmarks Radios program Detektor i sidste uge. Lars Løkke og Kristian Jensen fra Venstre var også blevet fanget ind af fortællingen om det dårlige korn og havde sammen med K og O lagt en række forslag frem, som skulle øge landbrugsproduktionen. Det blev heldigvis tilbagevist af bryggerier og bagerier.

Et argument, der også har bidt sig fast er, at kornet ikke egner sig til grisefoder, og at Danmark derfor må importere soja fra Latin Amerika. Det er ikke korrekt. Soja er en bælgplante, og proteiner i bælgplanter er anderledes end i korn. Derfor har det intet på sig, at de nuværende miljøregler har noget med foderimporten at gøre. Det er utroligt, at den historie har fået lov at leve så længe.

Hvis landmændene ønsker at bruge noget mere kvælstof til deres afgrøder, findes der en meget enkel opskrift. De skal bare dyrke noget mindre jord og prioritere de arealer, der er bedst til at dyrke afgrøder på. Der findes ikke for lidt gødning, men for store arealer.

Med Detektor-programmet i baghovedet håber jeg, at debatten om landbrugets produktionsforhold nu kan finde tilbage på et spor, hvor vi diskuterer fakta og ikke holdninger. Det er helt OK at ønske sig nogle mere lempelige miljøkrav, men lad os holde os til fakta, når vi debatterer.

De danske grise er ikke syge

– de bliver bare behandlet forkert.

Mere end tre fjerdedele af de danske slagtesvin er ramt af MRSA CC398. Det er en bakterie, som er resistent over for stort set alle antibiotika. Nu er denne bakterie også begyndt at ramme mennesker.

I dag, den 20. august, kunne man i morgenradioen høre følgende: ”I juli måned fik 105 danskere at vide, at de er smittet med den svinebakterie, der indtil videre har kostet fem personer livet herhjemme.” Det er det højeste antal på en måned i Danmark. Og professor Hans Jørgen Kolmos fra Odense Universitetshospital kalder det en regulær epidemi, som er ude af kontrol.

Antibiotikaforbruget i dansk svineproduktion er højt. Også selvom man i flere omgange har forsøgt at sætte det ned. Fødevareministeriet og de danske svineproducenter har bl.a. lavet en såkaldt Gul Kort ordning, som betyder, at en landmand ligefrem kan blive pålagt at nedsætte forbruget af antibiotika.

Alle kan blive enige om, at syge dyr skal behandles. Problemet er bare, at langt den største del af forbruget af antibiotika til svin ikke har noget som helst med syge dyr at gøre.

Smågrise tages fra deres mor
Det største forbrug af antibiotika opstår, fordi konventionelle landmænd tager smågrisene fra deres mor, når de er tre uger gamle. Så bliver de sat på fast foder, selvom deres maver slet ikke kan tåle det. For at undgå, at de bliver syge eller dør af den diarre, som er en naturlig følge af den alt for tidlige fravænning, får de antibiotika.

Til sammenligning tager de økologiske svineproducenter først smågrisene fra soen, når de er 7 uger gamle. Det betyder, at grisene kan æde almindeligt foder uden at få problemer med maven. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er grisene fra seks ugers alderen bedre rustet til fravænningen, fordi deres immunsystem og mavetarmkanel har nået at udvikle sig til at optage foder i stedet for somælk.

I den konventionelle svineproduktion bruger man 13 gange så meget antibiotika som den økologiske i forbindelse med fravænning. Hvis antibiotikaforbruget virkelig skal bankes ned, så er det altså her, man skal sætte ind. Altså senere fravænning, så smågrisene naturligt kan tåle at gå fra somælk til fast føde.

Formanden for de danske svineproducenter, Henrik Mortensen, var også i radioen her til morgen. Han var naturligvis ked af, at problemet har vokset sig så stort. Men hans argument for stadig at bruge så meget antibiotika var, at ”vi bliver jo nødt til at behandle syge dyr”. Grisene er bare ikke syge. Det er selve produktionssystemet, der er sygt.

Danmarks Naturfredningsforening peger derfor på den mest naturlige og åbenlyse løsning på MRSA problemet: Vent med at tage smågrisene væk fra deres naturlige kost til de er 7 uger gamle. Mindst!

Økologi er en udviklingsstrategi

Økologien er en kæmpesucces i Danmark i forhold til andre lande. Det er der mange gode grunde til. Men skal vi videre mod en fordobling af økologiarealet, som er regeringens ambition (og gerne meget længere end det), så skal to ting laves grundlæggende om: 

1.     Økologien skal ikke længere kun være en sag for Fødevareministeriet

2.     Markedet skal ikke være den eneste drivkraft.

Økologi kan bidrage til andet og mere end fødevareproduktion. Den økologiske driftsform er den eneste, der på en gang både ekstensiverer (ingen kemi og flere forskellige afgrøder) og intensiverer med viden og håndværk. 

Landbrugets modstand mod miljøregulering har sin rod i, at det føles som restriktioner på produktionen og dermed indtjeningen. Økologerne, derimod, har gjort miljøkrav til en styrke: Ved at dyrke jorden mere skånsomt får man et brand, der kan markedsføres til en merpris.

Verdens største øko-forbrug

Danmark er helt i front, når det gælder økologi. Vi har verdens største økologiske forbrug per indbygger. Det har kunnet lade sig gøre gennem de seneste 25 år – siden det røde Ø blev indført, fordi erhvervet og staten har samarbejdet. Erhvervet har gjort det, de er gode til: Produktion, produktudvikling, implementering af ny viden. Staten har gjort det, den er god til: Regler, kontrol, administration. Det har givet økologien en hel enestående position i den danske befolkning. Ø-mærket er kendt og respekteret.

Men nu er det på tide, at Staten udvider sit engagement i økologien.  For hvorfor er det kun Fødevareministeriet, der har været involveret i udvikling af økologien. Hvor er Miljøministeriet, når det gælder økologiens rolle i at få reduceret landbrugets forbrug af sprøjtegift, i beskyttelsen af drikkevandet og naturen? Hvor er Klima- og Energiministeriet, når det gælder det uudnyttede potentiale, der ligger i økologiens evne til at bidrage til reduktion af klimabelastningen? Hvor er Erhvervs- og Vækstministeriet, når det gælder økologiens bidrag til at skabe vækst, eksport og arbejdspladser? Hvor er Sundhedsministeriet, når det gælder om at undersøge og understøtte sammenhængen mellem ordentlig mad og god folkesundhed? Hvor er Undervisningsministeriet, når det gælder at skabe nogle ordentlige uddannelser på landbrugsskolerne, så eleverne ikke bare lærer mere af det samme, men også får et kvalificeret bud på en driftsform med fremtiden for sig? Og så videre.

Mange politikere, organisationer og topfolk i Landbrug og Fødevarer ser økologien, som en lille kuriøs niche, der ikke kan klare sig selv. Men økologien er tværtimod en udviklingsstrategi for hele det danske landbrug og for mange aspekter af det danske samfund:

Spørg ikke, hvad vi skal gøre for økologien, men hvad økologien kan gøre for os?

Fødevareminister, sig nu nej til gensplejset majs!

Fødevareminister Karen Hækkerup overvejer i øjeblikket, om Danmark skal give grønt lys for import af en gensplejset type majs som indeholder et såkaldt markør-gen, der er resistent overfor antibiotika.

Dette på trods af, at et flertal i Folketinget sagde klart nej i 2008, da en lignende sag blev drøftet.

Det er den store amerikanske bioteknologivirksomhed Monsanto, som har ansøgt EU om at få lov til at markedsføre deres gensplejsede majs i Europa. Danmark har indtil midt i oktober til at tage stilling til ansøgningen.

Hvis regeringen siger ja til denne ansøgning strider det mod de nuværende regeringspartiers holdning i 2008 til samme emne. Og det strider imod al sund fornuft.

Antibiotika-markøren i GMO-majsen kan nemlig være med til at forstærke det alvorlige problem med antibiotikaresistens, som er en stigende trussel mod vores sundhed. Antibiotika-resistente bakterier er mere dødelige end almindelige bakterier, og problemet bliver mere og mere akut, fordi vi selv stopper os med antibiotika ved den mindste snue, og fordi især svinene i vores landbrugsproduktion bliver behandlet med store mængder antibiotika.

Resistensproblemet er nu blevet så alvorligt, at Storbritanniens øverste medicinaldirektør har advaret om, at antibiotikaresistens er blevet så udbredt,at det udgør en dommedags-lignende trussel, hvor selv små infektioner i fremtiden ikke vil kunne behandles.

Det er ikke klokkeklart om antibiotika-resistensen i majsen kan overføres til bakterier og dermed være med til at gøre det vanskeligere at behandle sygdomme hos mennesker.Men hvorfor løbe risikoen, når vi ikke behøver den form for planter i vores landbrugsproduktion?

Den antibiotikaresistente markør i GMO-majsen skal hjælpe i gensplejsningsprocessen. Der findes alternativer til den form for markør. Og der findes helt sikkert også alternativer til en GMO-majs, som ingen andre end Monsanto vil få glæde af.

Økologi gør København mere lækker

Hvad har det nye nordiske køkken, cykelstier og økologi til fælles? De er med til at brande København som en af de mest hippe og cool byer i Europa lige nu. Hæderkronede medier, som tyske Der Speigel og britiske The Guardian falder i svime over vores hovedstad, hvor der er plads til det gode, grønne og moderne liv.

Dansk arkitektur og design har i årtier været internationalt kendt for at tage naturmaterialer og få dem til at optræde både tjekket og eviggyldige på en gang. Det er måske den største danske kvalitet, det med, at det tjekkede ikke bare betyder koldt og glat og syntetisk, men at det er muligt at forny sig med de materialer, der naturligt forekommer i ens omgivelser.

Det handler om kvalitet på alle niveauer: I maden, i måden vi arrangerer vores arbejde og vores privatliv på, i vores omgivelser. Kort sagt livskvalitet.

Økologien hænger tæt sammen med den tankegang og har en store del af æren for, at København rangerer blandt de byer i verden, hvor folk helst vil bo. Økologien forstået både som den måde, vi dyrker og forarbejder vores fødevarer på - og økologien forstået på den måde, vi passer på ressourcerne.

Det er i år 25-året for øko-mælk i Danmark og næste år bliver ø-mærket 25 år. Det er pænt lang tid, og det er indimellem gået langsomt med at få økologien til at fylde mere og udvikle sig. På en dårlig dag kan man godt spørge sig selv om det har været de mange år med slidsomt arbejde værd. Det spørger mine økologiske venner, heriblandt den nu tidligere formand for Økologisk Landsforening Evald Vestergaard, sig indimellem om. Hvis vi går endnu 25 år ud i fremtiden og kigger tilbage, hvad er det så økologien har kunnet, som det konventionelle landbrug ikke ligeså godt kunne have gjort hen ad vejen? Økologi, som den bliver praktiseret i Danmark i dag redder ikke klimaet, naturen eller miljøet sådan lige på en studs. Og, hvad skal vi så bruge den til?

Det er her København kommer ind i billedet. Alt det, der gør København populær lige nu er på en eller anden måde hægtet op på en økologisk tankegang, som kun er mulig, fordi økologien som en virkelig driftsform, der producerer virkelige fødevarer eksisterer. Det totalt hypede nye nordiske køkken med Noma og Geranium i front baserer deres kogekunst på økologi, lokal oprindelse og årstiderne. Det bliver ikke altid formuleret så klart, men de ville ikke findes, hvis ikke økologien i mere end 25 år havde banet vejen for, at man på en gang kan være miljøvenlig, moderne og forkæle sig selv.

Så mens vi arbejder videre på, at økologien kan sætte sig positive præg på vores natur og klima - og hjælpe os til at bevare vores rene drikkevand, så kan vi glæde os over, at økologen og de økologiske landmænd med deres vedholdende arbejde har givet os alle sammen livskvalitet og gjort os mere ’lækre’ i omverdenens øjne.

Hvad nu, hvis vi dyrkede menneske-mad i stedet for?

2013 bliver et spændende og vigtigt år for dansk natur. Til marts kommer Natur- og landbrugskommissionen med deres anbefalinger til, hvordan vi kan sikre en solid landbrugsproduktion og samtidig give bedre plads til naturen.

Det er en kæmpe udfordring at finde plads til naturen i verdens mest intensivt opdyrkede landbrugsland. Danmark er det land i verden, hvor den største del af arealet bliver pløjet, gødet og sprøjtet hvert år. Og samtidig bruger vi ca. 80 procent af landbrugsarealet til foder til vores husdyr og kun omkring ti procent af arealet til menneske-mad. Resten af markerne bruges til andre afgrøder som f.eks. græsfrø.

De to ting tilsammen gør, at der er meget lidt plads til naturen, at den natur, der er tilbage er i rigtig dårlig stand, og at en stor del af de kalorier, der produceres på de danske marker, bliver brugt til at mætte grise og køer i stedet for at mætte mennesker.

Nogle vil sige, at natur og landbrug er hinandens modsætninger. At jo mere natur vi har, jo mindre plads har vi til landbrug, og vi kan derfor mætte færre munde. Set med de briller kommer naturen til at stå i vejen for en ansvarlig landbrugsproduktion. Den tankegang vil jeg gerne gøre op med. Jeg tror nemlig, at lige præcis den anskuelse står i vejen for at se løsninger til glæde for både landbrug og natur.

Lad os derfor prøve at kigge på, hvad der ville ske, hvis vi producerede bare lidt færre svin og køer i de danske stalde.

Asien vil have kød
En del af krisen i landbruget ser endelig ud til at være overstået, og priserne på mange landbrugsprodukter er steget. I Asien vokser middelklassen og efterspørger mere kød og flere andre animalske produkter. Og det er vi rigtig gode til at levere i Danmark. Et nyt eksporteventyr af danske landbrugsvarer ser altså ud til at være lige om hjørnet, og vi må derfor regne med, at landbruget vil lægge pres på på politikerne for at få lov til at producere endnu flere grise og andre animalske produkter til eksport. Det vil øge presset på arealerne og dermed på naturen.

Det er en gængs opfattelse, at vi i Danmark - hvor vi har så god landbrugsjord- har en forpligtelse til at producere mad til den voksende verdensbefolkning. Det argument køber jeg ikke. Det er helt i orden, at man gerne vil være med til at tjene penge på at sælge svin til Asien. Men det har intet med social ansvarlighed at gøre. Det er slet skjult propaganda at pakke sin iver efter at tjene flere penge på eksportmarkederne ind i en medmenneskelig pakke af ansvarlighed overfor verdens sultende befolkning.

Hvis man virkelig skulle bekymre sig om de mange flere munde, der bliver at mætte i fremtiden, skulle man gøre noget helt andet. Lad mig vende tilbage til det faktum, at vi bruger 80 procent af vores areal til at producere foder til dyr. Reducerer vi det areal, vi bruger til at dyrke foderog i stedet dyrker mad, som kan spises af mennesker: Brødhvede, rug, havre, frugt, grønt, kartofler etc., så vil vi i fremtiden kunne mætte langt flere munde.

Mad til fire gange flere
I Danmarks Naturfredningsforening har vi kigget lidt på det, og et enkelt regnestykke viser, at dansk landbrug kan brødføde fire gange så mange mennesker, som i dag, hvis vi dyrker menneskeføde i stedet for foder til køer og svin.

Når kornet bruges til husdyrfoder, som til sidst bliver til kød eller mælk og ost, får vi ca. 4,3 millioner kalorier ud af en hektar landbrugsjord. Men der sker et enormt tab af fødevarens energi i alle led af fødevareproduktionen, og når kornet først skal igennem dyrene, før det bliver til menneske-mad, så mister vi en masse af de værdifulde kalorier, som vi egentlig skulle leve af.

Hvis kornet i stedet bruges direkte til menneske-mad - for eksempel i brød og grød - giver det 17.5 millioner kalorier pr hektar jord. Vi kan altså få fire gange så mange kalorier ud af hver hektar landbrugsjord, hvis vi producer mad til mennesker i stedet for mad til dyr.På den måde kan vi alene her i Danmark dyrke mad til flere end 60 millioner mennesker, hvis hele landbrugsarealet blev brug til at dyrke mad direkte til mennesker.

Jeg spiser også selv kød,æg og ost, og selvfølgelig skal dansk landbrug stadig producere animalske produkter. Men jeg mener, det er vigtigt at gøre både politikere og forbrugere opmærksomme på, at foderproduktionen fylder 80 procent af landbrugsarealet. Hvis vi bare skubbede en lille smule til balancen og brugte lidt mindre areal til husdyrfoder og lidt mere af arealet til menneske mad, så ville vi være i stand til stadig at producere mad til lige så mange mennesker - og samtidig give mere plads til naturen.

Jeg ved godt, at det lige nu er de animalske produkter, der hiver penge hjem til Danmark. Og det bliver derfor også det dilemma, regeringen bør lægge deres kræfter i at løse: Hvordan skaber vi på samme tid et lukrativt landbrugserhverv, mad til mange flere mennesker og ikke mindst plads til naturen?