onsdag den 22. september 2010

Hvorfor er de ikke alle sammen økologer?

Hvorfor er der ikke flere landmænd, der vil lægge om til økologi? Det går jo så godt med at sælge de økologiske varer i butikkerne. Hvorfor siger halvdelen af de danske landmænd, at de end ikke overvejer at blive økologer? Det har jo vist sig, at økologerne tjener mere.

Kunne det have noget at gøre med, at det danske landbrug generelt stadig ser på deres økologiske landmandskolleger som nogen, der ikke er med i klubben af rigtige landmænd? Jeg vover den påstand, at det handler om følelser frem for rationelle argumenter, når landmænd siger nej til økologi. Og hvad kan man gøre ved det? Vejen frem er jo mere økologi. Regeringen har selv sagt, at det økologiske areal skal være dobbelt så stort i 2020.

Danmark er verdensmester i økologi. Vi er - sammen med Schweiz - det land, hvor hver enkelt borger bruger flest penge på økologisk mad. Vi er suverænt de største, når det gælder mælk - næsten 30 procent af drikkemælken, der bliver solgt i Danmark, er økologisk.

På trods af finanskrisen vokser økologien stadig. Flere og flere kommer det røde Ø i kurven, og valgmulighederne på de økologiske hylder vokser. Selv discount-butikkerne gør en dyd ud af at sælge økologi. Nettos slogan om, at ”alle skal ha’ råd til økologi”, siger alt om, at økologien er blevet en del af danskernes hverdag. I hvert fald for os, der bor i byerne.

Men den økologiske vækst sker mest med importerede varer i øjeblikket. Det er ikke som sådan et problem, men på et tidspunkt kan vi ikke importere os til mere vækst. Og vi er nødt til selv at kunne producere alt økologisk korn, kød, frugt (undtagen sydfrugter) og grønt i Danmark. Især af hensyn til naturen.

Landmændenes fordomme skabes på skolerne
Så er vi tilbage til landmændenes følelser for økologi. Vi er nødt til at finde ud af, hvorfor landmændene skræmmes, hvis vi skal have flere til at lægge om. Jeg vover endnu en påstand: Det har noget med deres uddannelse at gøre.

Der er flere problemer med de nuværende landmandsuddannelser. For det første er der for lidt undervisning i det, som er nødvendigt at vide, hvis man skal være økolog. For det andet er landbrugsuddannelserne blevet så specialiserede, at det er svært at uddanne sig til en landmand, der kan håndtere store arealer, hvor korn og græs skal dyrkes og samtidig være god til at passe og fodre dyrene. De fleste bliver gode til enten planter eller dyr, men økologerne har brug for at kunne det hele. De færreste økologer kan nøjes med enten at passe dyrene eller at dyrke jorden. For mens de konventionelle landmænd får det meste af foderet leveret ved døren, er økologerne nødt til at dyrke det meste selv.

Det tredje problem er noget mere omsiggribende. Det er nemlig det, der handler om landmændenes følelser - og de helt store fordomme over for økologien, der florerer blandt landmændene og i høj grad også på landbrugsskolerne. ”Hellere bøsse end økolog”, bliver der sagt. Uofficielt naturligvis. Men udtrykker i al sin tydelighed, hvad man har besluttet at mene om økologerne. Rigtige mandfolk frasiger sig ikke sprøjtemidler og store mængder gylle.

Landbrug og Fødevarer - den danske landbrugsorganisation - spurgte for et par år siden sine medlemmer, om de kunne tænke sig at blive økologer. 50 procent sagde, at det kunne de ikke drømme om - på trods af, at økologerne i de sidste 10 år har haft en bedre økonomi end de konventionelle.

Der er ingen grund til fordommene, og det er på tide, at landbrugsskolerne og landbrugets egen organisation begynder at invitere deres økologiske kolleger ind i varmen. Selv regeringen har nu indset, at økologisk produktion er vejen frem. Hvornår mander skolerne og organisationen sig op - og følger med, kunne man passende spørge.