tirsdag den 1. oktober 2013

Fødevareminister, sig nu nej til gensplejset majs!

Fødevareminister Karen Hækkerup overvejer i øjeblikket, om Danmark skal give grønt lys for import af en gensplejset type majs som indeholder et såkaldt markør-gen, der er resistent overfor antibiotika.

Dette på trods af, at et flertal i Folketinget sagde klart nej i 2008, da en lignende sag blev drøftet.

Det er den store amerikanske bioteknologivirksomhed Monsanto, som har ansøgt EU om at få lov til at markedsføre deres gensplejsede majs i Europa. Danmark har indtil midt i oktober til at tage stilling til ansøgningen.

Hvis regeringen siger ja til denne ansøgning strider det mod de nuværende regeringspartiers holdning i 2008 til samme emne. Og det strider imod al sund fornuft.

Antibiotika-markøren i GMO-majsen kan nemlig være med til at forstærke det alvorlige problem med antibiotikaresistens, som er en stigende trussel mod vores sundhed. Antibiotika-resistente bakterier er mere dødelige end almindelige bakterier, og problemet bliver mere og mere akut, fordi vi selv stopper os med antibiotika ved den mindste snue, og fordi især svinene i vores landbrugsproduktion bliver behandlet med store mængder antibiotika.

Resistensproblemet er nu blevet så alvorligt, at Storbritanniens øverste medicinaldirektør har advaret om, at antibiotikaresistens er blevet så udbredt,at det udgør en dommedags-lignende trussel, hvor selv små infektioner i fremtiden ikke vil kunne behandles.

Det er ikke klokkeklart om antibiotika-resistensen i majsen kan overføres til bakterier og dermed være med til at gøre det vanskeligere at behandle sygdomme hos mennesker.Men hvorfor løbe risikoen, når vi ikke behøver den form for planter i vores landbrugsproduktion?

Den antibiotikaresistente markør i GMO-majsen skal hjælpe i gensplejsningsprocessen. Der findes alternativer til den form for markør. Og der findes helt sikkert også alternativer til en GMO-majs, som ingen andre end Monsanto vil få glæde af.