Af Henning Mørk Jørgensen, vandpolitisk medarbejder og Rikke
Lundsgaard, landbrugspolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening
Første september
træder loven om randzoner i kraft. Det er en nødvendig lov, så tak til
den nuværende såvel som den tidligere regering for at vedtage den. Og tak for
at den faktisk nu også gennemføres. Det sker nemlig på ryggen af årtiers
tilløb, hvor alle har erkendt behovet, men ingen turde gennemføre de nødvendige
miljøforanstaltninger.
Randzoner nævnes
første gang i forbindelse med Pesticidhandlingsplan I fra 1987, det skete der
dog intet ved. I forhandlingerne om Vandmiljøplan II kom randzonerne på bordet,
som det Columbusæg, der skulle opfylde målene vedrørende kvælstofudvaskning. Martin
Merrild, som på det tidspunkt var bestyrelsesmedlem i Landboforeningerne,
foreslog, at man udlagde 50.000 ha bræmmer eller randzoner langs vandløbene.
Forslaget blev dog hurtigt taget af bordet igen, fordi de landmænd med vandløb
på deres marker trak i håndbremsen.
Allerede på det tidspunkt blev det klart,
at et målrettet (og effektivt) virkemiddel var svært at sælge i landbrugets
eget bagland, fordi det rammer uensartet. Randzonerne dukker op igen i Pesticidhandlingsplan II
fra 2000, hvor de skulle udlægges i to tempi med først 20.000 hektar randzoner
med udgangen af 2002 og senere 30.000 hektarer. Det skete der heller noget ved.
Og sådan triller årene af sted. Det eneste, der står fast er, at videnskaben
efterlyser dem i forhold til at få natur og miljø på fode, mens der da også er
bred konsensus om, at randzoner er et godt virkemiddel til at opnå dette.
I 2004 slog
daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V) i forbindelse med
Vandmiljøplan III fast, at nu skal der ved frivillig omlægning af
brakken etableres 50.000 hektar randzoner langs vandløb og søer for at
nedbringe landbrugets udledning af kvælstof og fosfor.
Her fik
landbruget mulighed for helt frivilligt at gå i gang med arbejdet og præge det.
Men det skete ikke. Ved midtvejsevalueringen i 2008 var der kun udlagt 700 ha
randzoner. Den siddende Venstreregering og støttepartiet Dansk Folkeparti greb
ind og gjorde med Grøn Vækst fra 2009 og randzonelovens vedtagelse i 2011
randzonerne obligatoriske.
De 50.000 ha
randzoner skal sammen med blandt andet omsættelige kvælstofkvoter nedbringe
kvælstofforureningen og fosfor fra landbruget. Ifølge Grøn Vækst skal de
sprøjte-, gødnings- og dyrkningsfrie zoner ”være etableret med udgangen af
2012,” og give ”mere og bedre tilgængelig natur.” Med andre ord – er den nu
lovgivne adgang til randzonerne er ingen ny opfindelse og blot en kopi af den
almindelige tilladte færdsel på udyrkede arealer..
På den facon er
der ikke meget nyt over arbejdet med randzonerne, og alle involverede har haft
rig lejlighed over årene til at spille positivt med. Nu er randzonerne et
faktum og de giver både landmænd såvel som skatteydere god valuta for deres
investering.
Landmændene
fordi, de får kompensation for ikke at forurene. Skatteyderne fordi, de får et
bedre miljø for de penge, de betaler landmændene.
Er randzonerne så
valgt intelligent? En mere fleksibel randzone – hele ådalen, hvor det giver
mening, færre meter hvor det er bedst – er biologisk set at foretrække, men et
fast mål på 10 meter er en god begyndelse og giver de ønskede reduktioner i
næringsstof og pesticidbelastninger. Nu skal vi selvfølgelig monitere
randzonerne løbende og rette ind, så vi sikrer borgerne får mest mulig miljø og
natur for pengene på den lange bane.
Så alt i alt –
en nødvendig lov – langt om længe.
Opslag
